Tid til forandring

- Metoder og tekniker


Jeg bruger flere forskellige metoder og tekniker afhængig af den problemstilling du (eller I) kommer med, men min terapi tager altid udgangspunkt i hvem du er som person, og de forandringer jeg hjælper dig med at skabe, bygger på dine værdier og dit livsgrundlag.

Derfor starter mine sessioner altid med en afdækning af din (eller jeres) situation og hvem du er som menneske, så de løsninger vi arbejder henimod, kommer til at afspejle din personlighed og din livserfaring.


NLP

Jeg arbejder hovedsaligt med tekniker hentet fra NLP (Neurolingvistisk Programmering), som først og fremmest ser fremad med fokus på løsninger, ved at finde de uudnyttede ressourcer vi alle har. En af NLPs grundforståelser er a vi alle skaber vores egen model af virkeligheden, som vi har opbygget gennem vores erfaringer - såvel gode som dårlige oplevelser. Hvis du har oplevet at få en stor gevinst i spil, tror hjernen at det vil ske igen; hvis du har oplevet at få dulmet dine fysiske eller psykiske smerter ved at drikke eller ved selvskade, er det også en del af dit verdensbillede.

På samme måde udspringer fobier, angst, stress, ensomhed og andre smertefulde følelser af dine oplevelser; nogle oplevelser kan ligge langt tilbage og måske være glemt, andre kan være helt friske i erindringen.

NLPs fundament består af en stor del af den traditionelle psykologiske teori, som illustreret med templet nedenfor. NLP består af en meget bred samling af tekniker og metoder som bl.a. omfatter samtaleteknikker og kreative metoder der involverer dig som klient. Disse metoder kan hjælpe med at vende verden lidt på hovedet, så du kan opleve tingene på en ny måde.


Selv om vi ofte kan føle f.eks. stress, utryghed og frygt forskellige steder i kroppen, bor følelserne i hjernen. Uanset hvor meget vi er fornuftsvæsener, kan vi bare ikke tale direkte til vores hjerne, men ved hjælp af bl.a. NLP-tekniker kan vi komme i kontakt med den del af os selv og påvirke den.

Du har måske oplevet at komme i kontakt med gode eller dårlige minder når du kommer til et sted du har været før, når du mærker en særlig duft eller hører noget bestemt musik; måske fra dit barndomshjem, fra en ubehagelig situation, eller måske minder om en gammel kæreste. Disse erindringer der pludselig dukker op, kan skabe en følelse af glæde, sorg eller frygt.

Inden for NLP siger vi at følelserne har ankret sig, og nogle af de metoder vi bruger, skal hjælpe med at ankre nye følelser i stedet for dem der plager os.


Indadvendt tilstand, trance og hypnose

Når jeg skal kommunikere med dit indre for at ændre din mentale tilstand, kan det i nogle tilfælde være hensigtsmæssigt at du vender dig mere ind i dig selv, hvilket jeg kan hjælpe dig med ved brug af en mild form for for hypnose. Det kan bringe dig i en tranceagtig tilstand, men du vil stadig være ved fuld bevidsthed, så du kommer ikke til dig selv uden at vide hvad der er sket.

Jeg bruger kun hypnotiske metoder efter aftale.


EFT / TFT

Som supplement til NLP bruger jeg EFT (Emotionel Frihedsteknik), som er Gary Craigs videreudvikling af TFT (tankefeltterapi). Ved hjælp af nogle specifikke bankesekvenser påvirkes kroppens energibaner samtidig med at man udtaler det vi kalder bekræftelser for at styrke fokus på en problemstilling eller blokering.

EFT kan bruges på både følelsesmæssige og fysiske problemer, på smerter og afhængigheder, og f.eks. højdeskræk, præstationsangst mm.